-
Danske aktier er banket flere år tilbage: »Investorerne har bare hældt alt ud ad vinduet«
来源: BDK Finans / 08 4月 2025 11:08:48 America/Chicago
Hvis du er som danskerne er flest, så svømmer du i danske aktier. For vi elsker at købe Novo Nordisk, Carlsberg og Mærsk-aktier. Faktisk har vi direkte eller indirekte 1.800 milliarder kroner investeret i danske aktier. Derfor har du nok også bemærket den helt ekstreme turbulens, der har været på aktiemarkedet de seneste par dage. Og selvom C25-indekset tirsdag fik en smule genoprejsning, så var det mindre end flere andre europæiske markeder. Alle er dog faldet markant siden torsdag. Der har nemlig ikke rigtig været nogle steder at gemme sig på aktiemarkedet. Heller ikke i Danmark, som ellers historisk har været et godt sted at investere, når alt andet falder fra hinanden. Det skyldes ifølge senioraktiestrateg i Jyske Bank Michelle Nørgaard, at vi har rigtig mange kvalitetsselskaber og selskaber i de defensive sektorer i Danmark. Det er dem, der som regel er gode havne, for selvom der er nedgang i økonomien, skal folk stadig have deres medicin. Og i tider med nervøsitet og usikkerhed, er der især brug for nogle kolde øl til at dulme nerverne. »Kvalitetsselskaber og defensive aktier plejer at klare sig relativt bedre i tider med stor markedsusikkerhed. Så på den måde kan det virke en smule mærkeligt, at de danske aktier ikke udmærker sig nu,« siger Michelle Nørgaard. Det er der dog en simpel forklaring på, fortæller hun. »Bange for deres egen skygge« For lige nu er aktiemarkedet fuld af Trump-frygt. Ingen ved, om han gør noget. Og ingen ved, hvornår han gør noget. Stort set alle indikatorer peger på, at usikkerheden og nervøsiteten på aktiemarkedet er helt oppe at toppe. Også selvom der er grønne toner i tirsdagens marked. »Lige nu er frygten bare så enormt stor, at investorerne er bange for selv deres egen skygge. Det betyder, at de helt ukritisk sælger ud af alt, der har risiko,« siger hun. Det er også konklusionen hos aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen. »Investorerne hælder bare aktier ud ad vinduet, og det gælder så bestemt også de danske. Og det gør de i øjeblikket uden at se på, hvad der bliver hårdt ramt og hvad der bliver mindre hårdt ramt. Det, der foregår nu, er det, vi normalt kalder for risk-off,« siger Jacob Pedersen. Derfor giver det lige nu mening at spørge, om de store kursfald afspejler, at de danske virksomheder er mindre værd målt i forhold til forventningen om fremtidig indtjening – eller er de bare blevet billigere ved at investorerne vil betale mindre for en fremtidig indtjeningskrone? »Aktiekurserne er faldet, fordi virksomhederne – må vi formode – bliver mindre værd. Har man aktivitet i USA, vil man blive ramt enten meget eller lidt. Det betyder også, at deres indtjeningsudsigter bliver forværret,« siger Jacob Pedersen. Mindre værd eller bare billigere? Selvom det ikke kommer synderligt bag på Jacob Pedersen, at de danske aktier har fået ordentlige hak i tuden, mener han alligevel, at størrelsen er til den grove side. »Jeg tror bare ikke, udsigterne for indtjeningen er blevet forværret i nær samme grad, som faldene i aktierne her og nu afspejler. Så skal vi i hvert fald ende med et meget træls indtjeningsscenario,« siger Jacob Pedersen. Om investorerne igen køber ind i de danske aktier, når fornuften vender tilbage, må tiden vise. Siden efteråret har de nemlig dumpet dem på stribe. C25-indekset er faldet med 27 procent siden toppen 13. september sidste år. Det har dog været drevet af forhold relateret mere til enkelte selskaber end dårlig markedsstemning. Både Novo Nordisk og Zealand Pharma er siden juni mere end halveret i værdi. De grønne kæmper Vestas og Ørsted er gledet nedad en rød aktiebølge og er faldet med mere end 40 procent siden september. GN Store Nord har været inde i en faldende spiral siden 2021, hvor aktien siden er blevet 85 procent mindre værd. For et år siden skulle man betale 23 kroner for én fremtidig indtjeningskrone i C25-indekset. For en måned siden var det 18. I dag kan man nøjes med at betale 14 kroner. Alligevel er det ikke lige nu, Michelle Nørgaard ville satse det hele på aktiemarkedet. »Jeg ville ikke kaste mig hovedkulds ind i markedet nu. Men jeg ville heller ikke sælge ud af alt og gå kontant. Lige nu er det vigtigste, at man ikke lader sig gribe af panikken,« siger hun. På et tidspunkt vender fornuften tilbage Jacob Pedersen fortæller dog, at fornuften – som altid – vil vende tilbage. Problemet er bare, at ingen ved, hvornår det er. »Men der vil man igen kigge på, hvordan selskaberne reelt bliver ramt og hvor hårdt. Og her er der ingen tvivl om, at danske selskaber står rigtig godt med lokal produktion og forsyningskæder i USA,« siger han. Han forklarer, at de danske selskaber generelt er meget omstillingsdygtige, er godt digitaliserede og står stærkt på nogle spændende markeder. »Selv hvis vi ender i et af de værre scenarier, altså recession og et hårdt økonomisk tilbageslag, mener jeg grundlæggende, at danske selskaber har en mere modstandsdygtig indtjening, end når vi kigger ud på de bredere aktiemarkeder,« siger han. Hos Jyske Bank fortæller Michelle Nørgaard, at mange danske selskaber har produkter som er »need to have« og ikke bare »nice to have«. Det er eksempelvis den medicin, som de mange danske medicinalselskaber sælger. »Og så har mange danske selskaber været gode til at sende prisstigningerne videre til deres kunder. Det har blandt andet ROCKWOOL været rigtig gode til. Det betyder også noget for fremtidsudsigterne,« siger hun. https://www.berlingske.dk/aktier/danske-aktier-er-banket-flere-aar-tilbage-investorerne-har-bare-haeldt-alt